Paven er død, længe leve lyvemaskinen

Hvis der helt mirakuløst stadig er læsere tilbage på dette guds- og paveforladte sted, har de nok længe haft mistanke om, at overgangspaven er død.
Jeg kan nu bekræfte den mistanke. Jeg er stendød. Jeg har faktisk i årevis kørt en Weekend med Bernie-lignende scam, hvor ghostwriters og ektoplasmafyldte medier skrev mine indlæg. Det er slut med det, og Herren være lovet.
Jeg er død og genopstået som lyvemaskine, og min street photography-blog kan følges her. Hvis man da skulle have lyst til det.

Meget indholdsrigt

Familiejournalen september 1957

100 % sær hilsen

"Det gælder jo om at møde folk der, hvor de er".

Du ville fandme aldrig kunne finde ud af, hvor jeg er, om du så var udstyret med et kort, en kikkert og en gps.

Jeg har været en syndig pave, der har forsømt Vatikanet og helliget mig verdslige ting som fuldtidsarbejde, frokostordning og sparsom fritid, men nu er det fuldbragt. Min projektansættelse er udløbet, og nu er jeg atter i klovene på denne brølende klaphjort, så mon ikke indlægsfrekvensen igen stiger?



Med mindre selvfølgelig nogen vil give mig et job? Jeg er cand. mag. i dansk og retorik og søger primært efter tekstforfatter- eller kommunikationsmedarbejder-stillinger.
Næsten alt vil i øjeblikket blive betragtet som guddommelig intervention.

Tu Tu Tusindben

Som det vil være de fleste bekendt, har den uforlignelige tv-psykolog Dr. Phil en glorværdig fortid som popstjerne. Han står jo bag den udødelige klassiker "Tu Tu Tusindben", hvis omkvæd lyder sådan her:


Et tu-tu-tusindben, en hva'-hva'-hvaffor en?
Et tu-tu-tusindben, der godt kan lide at danse
Fæ-fæ-fænomen, en hva'-hva'-hvaffor en?
Et tu-tu-tusindben, der blot ka' li' at ha' det sjovt
Et tu-tu-tusindben, var altid på en grønnegren
Et tu-tu-tusindben, var ikke til at standse
Et tu-tu-tusindben, en væ-væ-værre en
Et tu-tu-tusindben, ka' li' at ha' det sjovt


Nu forholder det sig imidlertid sådan, at jeg - af årsager som jeg under ingen omstændigheder vil komme ind på her - har desperat brug for at vide, hvornår den er fra og også gerne, hvem der har skrevet den.
Nu ved jeg jo, at jeg har læsere med udsøgt smag og uovertruffen musikalsk viden. Så gør verden til et bedre sted og hjælp en panisk pave.

Irriterende snakke-under-hele-filmen-dame efter Control: "Nå, hvad var moralen så?".
Nogle mennesker fortjener ikke ilt.

Meget, meget upassende

Jeg synes, at de to første overskrifter spiller helt utroligt dårligt sammen ...

Godt nytår!

Jeg er komplet udjulet og er vist slet ikke færdig med 2007, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Så jeg kaster mig ind i det nye år. Med faldskærm og sikkerhedsbriller selvfølgelig.

Konfeten, konfetto, konfettre, konfetfire, konfetfem, konfetseks, konfetsyv, konfetotte, konfetni, KONFETTI! NU KOMMER JEG!

Glædelig begivenhed

På mine forældres computer ligger denne kalender.



Gad vide, hvilket eventbureau der i år skal markedsføre begivenheden "Jesus"? Og hvor foregår det henne? Er der en dresscode?
Spørgsmålene hober sig op.
Nå men glædelig jul.

Blast from the past

For et stykke tid siden købte jeg en pose med gamle fotografier på et loppemarked. Der er billeder fra slutningen af 1800-tallet frem til 1960'erne. Jeg er nærmest andægtig, når jeg kigger på dem. Der er trods alt tale om en eller andens kasserede liv. Nogle af fotografierne er helt almindelige familiebilleder, men virkelig mange af dem er enormt smukke, sære, sjove eller poetiske.


Jeg er fx vild med det her billede af en udflugt i det grønne. Tænk at der var engang, hvor den korrekte påklædning til en tur i skoven var hvidt tøj fra top til tå. Og det var endda før Vanish Oxy Action.



Og så er der den tilsyneladende unaturligt høje genfærdsdreng her. Jeg forestiller mig, at en spiritist har brugt billedet som bevis på åndeverdenens eksistens. Hun har vist det frem til seancer hos det bedre borgerskab i starten af 1900-tallet, og måske har hun krydret det hele med lidt ektoplasma. Under alle omstændigheder er det et sælsomt foruroligende billede.



En klar favorit er dette billede. Det viser med al tydelighed, at så tidligt som i 1920'erne var Klaus Pagh (længst til venstre) 800 år gammel og glad for unge smidige piger.



Det her billede er lidt af et mysterium. For det første er det fascinerende at se den koloniale insisteren på at have enormt meget tøj på i et klima, der efter vegetationen at dømme er temmelig varmt. For det andet har nummer to fra venstre fået en temmelig ublid behandling med hele to forskellige penne. Hvem var han? Og var han forhadt, eller ønskede fotografiets forrige ejermand at skjule hans identitet?
Jeg synes, billedet ligner det afgørende bevis, som Hercule Poirot/Miss Marple finder skjult i en hul spadserestok i oberstens/landsbylægens/godsejerens kontor, og som afslører, at denne havde en illegitim søn med husholdersken, og at hun følgelig for at undgå afsløring myrdede tjenestepigen, Lord Winston og den ukendte mand, der blev fundet halshugget i haveskuret.

Jeg elsker det her gamle billede af min fætter og kusine. Hvis jeg nogensinde udgiver en plade, skal det være coveret.
Der er lidt Stormfulde Højder over den måde, de står og kigger ud over heden på.

Der er måske alligevel en gud

Jeg har fået job. Gennem Facebook for det ikke skal være løgn. Jeg starter i morgen.

Det her er, hvad jeg havde på fødderne, da jeg for lidt siden var nede og gøre min borgerpligt. Uens sko. Jeg må være verdens mest distræte menneske. Og det var ikke engang, fordi jeg ikke vidste, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg satte resolut mit kryds og håber nu på det bedste.

TV 2 præsenterer